Seksuel forførelse i historien

Historien bag seksuel forførelse

Seksuel forførelse har været praktiseret i så lang tid. Seksuel forførelse er et socialt princip, der involverer processen med bevist at friste en person til at foretage en bestemt handling. Måden at gøre det på kommer i forskellige former. Det kan gøres spøgende og alvorligt, men en ting er sikkert: Det henviser normalt til brugen af en persons seksuelle adfærd. Og det meste af tiden, bliver seksuel forførelse brugt til at få en person til at gøre noget, som han/hun sandsynligvis vil fortryde i fremtiden.

Selv historiens store mænd og kvinder brugte deres iboende magt af seksuel forførelse, til at få hvad de ønskede. På listen over berømte forførere er Giacomo Casanova, Kleopatra, og Don Juan.

En masse myter og legender kan også bruges som bevis på at seksuel forførelse er tilstede, selv før. Guder og gudinder siges at gøre det. En masse af dem er også udnævnt til at være guder og gudinder af forførelse.

I Bibelen er seksuel forførelse først begået i historien om Adam og Eva. Derefter fortsatte den i historien om Samson, Kog David, og selv Johannes Døberen. Seksuel forførelse er meget kraftfuld, og mennesket var i stand til at opdage dette tidligt.

På Kleopatras tid havde hun brugt indflydelsen af seksuel forførelse til at styrke sit rige. Hun gjorde det ved at forføre de 2 mest magtfulde krigs personligheder i denne periode. De to mænd hun forførte var den berømte Mark Anthony og Julius Cæsar.

Giacomo Casanova var en anden berømt forfører i det 18. århundrede. Faktisk er hans navn blevet ensbetydende med kunsten at forføre. Han var succesrig med at erobre en masse kvinders hjerter. Han var en kendt skørtejæger i sin tid.

Legenden om Don Juan drejer sig også om udøvelsen af forførelse og lyst. Don Juan var en meget grusom forfører og er i stand til at have sex med en hvilken som helst kvinde han vil.

I dag siger common law, at forførelse er en lovovertrædelse. Forførelse betragtes som en forbrydelse, der er begået, når en mand overtalte en enlig kvinde af ren karakter, til at engagere sig i samleje med et løfte om at gifte sig med hende.

Selv om dette er tilfældet, er forbrydelsen interessant nok ikke indstillet mod den kvinde, mod hvem handlingen er begået imod. I stedet er den sat mod forældrene til kvinden, der antages at have fuld rettighed over deres datters kyskhed.

Et andet berømt tilfælde af seksuel forførelse, tydeligt gennem hele historien, er anklagerne mod Frank Sinatra. Frank Sinatra, den berømte sanger og skuespiller, var anklaget i New Jersey for at engagere sig i sex med en ugift kvinde af godt omdømme. Kvinden hævdede, at han lovede at gifte sig med hende. Sagen blev øjeblikkeligt afvist, da retten fandt ud af at kvinden tidligere havde været gift.

Forførelse på denne måde er idag væsentlig sværere. Vi mennesker er mere vidende idag og vi er fra barnsben gjort opmærksomme på at passe på. Man ser dog tit, at folk bliver seksuelt forført på online dating hjemmesider, hvor mennesker tit begiver sig for at være en anden end de i virkeligheden er. Dette er den mest normale form for seksuel forførelse som findes idag.

Sekularisering som modernitetskritik

PsykologiSpørgsmålet denne artikel ønsker at stille er nu, om der ikke findes erfaringer fra 1960’ernes filosofiske strid om sekulariseringsbegrebet der kunne hjælpe til en bedre forståelse af vores nutidige sekulariseringsdebat. Ud fra et sådant ønske om at oplyse nutiden ved hjælp af fortiden, vil jeg i det følgende gengive og bedømme en debat der netop diskuterede sekulariseringsbegrebet som modernitetskritisk kategori – og dette med den hensigt at vise hvorledes et uholdbart begreb om historisk udvikling også i dag fungerer som filosofisk underlægningsmusik til den ofte diffuse debat om religionens genkomst. Striden om dette særlige perspektiv på sekulariseringsbegrebet udfoldede sig frem for alt som en debat mellem filosoffen Karl Löwith (1897-1979), sådan som han i “Weltgeschichte und Heilsgeschehen” (1953) formulerede sit syn på vestens sekularisering i form af en gennemgang af historiefilosofiens udvikling fra kristen universalhistorie til verdslig verdenshistorie, og filosoffen Hans Blumenberg (1920-1996), der i “Die Legitimität der Neuzeit” (1966/1988) brugte en betragtelig mængde blæk på at tilbagevise Lö-withs argumenter. Jeg vil i det følgende fremstille diskussionen mellem Blumenberg og Löwith i fire omgange. Først ved at fremstille og forklare Blumenbergs generelle kritik af anvendel-sen af sekulariseringsforestillinger som en kulturkritisk kategori (1). Blumenberg kritiserer således først og fremmest et bestemt ræsonnement, der lader alle historiske undersøgelser være et spørgsmål om forudgående afhængigheder, og som derigennem favoriserer forestillingen om ubrydelige bånd mellem kristendommen og nutidens værdigrundlag. Blumenberg har dog også en mere konkret kritik af Karl Löwiths beskrivelse af den moderne historiefilosofis afhængighed af en kristen forhistorie, der på mere indgående viser demonstrerer Blumenbergs intentioner. Derfor undersøges Löwiths grundlæggende ide om en sekularisering af den kristne universalhistorie gennem et historiefilosofisk begreb om fremskridt (2). Som modtræk til et sekulariseringsbegreb der på ensidig vis vælger at definere den moderne tids relation til kristendommen som en afhængighedsrelation bestræber Blumenberg sig på at vise fremskridtsidéens relative nyhed over for en kristen forhistorie (3). Afslutningsvis opsummeres debatten mellem Löwith og Blumenberg. Uden ligefrem at forsones finder de to tænkere dog en mellemgrund for forståelsen af det prekære forhold mellem kristendom og sekulariserede samfund (4).

Filosofferne og det ubevidste

Om baggrunden for William James’ religionsfilosofi. James’ forfatterskab udfolder sig netop i brydningsperioden ca. 1870-1910, og James øvede stor indflydelse også på mange europæiske videnskabsmænd og filosoffer og holdt jævnligt foredragsturneer ved de europæiske universiteter både i England, Tyskland, Frankrig og Italien, ligesom europæiske videnskabsfolk (herunder Freud og Jung) visiterede James og de filosofiske og humanvidenskabelige miljøer i Amerika. Hertil kommer en omfattende korrespondance. James regnes ikke for ingenting for pragmatismens fader og alment som en fortaler for pluralisme, og – længe før Popper – fortaler for det åbne samfund, og dets fjender, som der også var mange af ved århundredeskiftet 1900. Denne bredde og sociale dimension i James’ akademiske virke, og dertil den højaktuelle ambition om at bidrage til et filosofisk grundlag for den pluralistiske sam-fundsmodel, kan dog ikke skjule, at William James’ eget udgangspunkt også er person-ligt og eksistentielt og at forfatterskabet i grunden er dybt præget af den grundantagelse – eller grundoplevelse kommer det måske nærmere, at naturens og menneskets eksistens fundamentalt er et mysterium, og at mennesket er involveret heri med legeme, sjæl og ånd. Det er også baggrunden for, at den religiøse mystik, og mystikkens fænomenologi så at sige, forstås i nær tilknytning til det humane – og ikke som noget exceptionelt, og at et forsøg på at forstå og begribe religionerne og det religiøse inden for filosofiens domæne gradvist bliver et af forfatterskabets hovedlinjer, hvis ikke dets egentlige kerne.

Bestikkelse – Et forslag til en definition

Hvor de videnskaber, der beskæftiger sig med policy-spørgsmål (fx statskundskab) har en omfattende litteratur om begrebet bestikkelse, er den filosofiske litteratur om emnet relativt begrænset. Det er beklageligt, da spørgsmålet »hvad er bestikkelse« dels kalder på filosofisk analyse og præcision, dels er et vigtigt spørgsmål for så vidt vi betragter bestikkelse som i hvert fald prima facie illegitimt og som et potentielt stort problem for erhvervsliv (nationalt og globalt), offentlige aktører, og for det fælles gode. Jeg skal i denne artikel hovedsagligt beskæfite mig med en filosofisk analyse af begrebet bestikkelse, men jeg vil på den baggrund inddrage nogle policy-overvejelser.